Dansk Kegle Forbund
  
 
O.K. er danske mestre i Bohle for tredje gang i træk: - Vi er en stærk enhed


Det danske mesterskab i Bohle havnede igen i år hos O.K., som med et stærkt sammenhold og god variation i truppen strøg til tops i tabellen efter en hæsblæsende sæson.

Alle ved, det går op og ned, sådan er det jo... 

Sådan synger Thomas Helmig om livets mange op- og nedture, og selv for et mesterhold kan det ikke undgås, at man af og til møder både mod-og medvind.

Sådan har det også været for O.K., som kan pryde sig med titlen af dansk mester i Bohle 2026 efter en vild sæson.

Kegleklubben har vundet ni kampe, tabt fire og skrabet 91 point sammen på 13 kampe, hvilket er 11 mere end N.K. på andenpladsen.

Peter Andersen er en fast del af mandskabet, og her sætter han ord på sæsonen, udviklingen – og selvfølgelig stoltheden over at hjemtage titlen.

Medvind i Nyborg

Odense Kegleklub gik ind til sæsonen med store ambitioner –men også med en realistisk forståelse af, at modstanden er hård, og at et mesterskab bestemt ikke hives hjem uden videre.

Holdet har lagt fundamentet for succesen på hjemmebanen, hvor det er blevet til seks ud af seks mulige sejre gennem sæsonen:

”Fra sæsonstart af kiggede vi os selv i øjnene og var alle enige om, at vi ville gå efter rent bord på hjemmebane,” fortæller Peter Andersen.

”Vi har nogle af landets hårdest spillende baner, og det giver mange udehold problemer,” fortæller han.

Mandskabet har dog også budt godt ind, når de har været på udebane, hvor særligt én sejr stikker ud fra mængden:

”Holdets helt store højdepunkt denne sæson var helt klart vores udebanesejr nede i Nyborg i november. Den gjorde forskellen i stillingen. Kan man snakke om rivalopgør i keglesporten, så er det måske den kamp, der kommer nærmest.” siger O.K.-spilleren, der var med til at vinde 6-4 på den svære udebane.

”Ingen vil tabe til hinanden. Der er altid masser af nerve, spænding, råb, intensitet, høj stemning og godt keglespil til vores kampe – og uanset resultatet er vi altid gode venner efter kampen,” fortæller Peter Andersen om de hæsblæsende opgør mod Nyborg Kegleklub, som også har været med i toppen af rækken i denne sæson.

Modvind i Aarhus

Selvom sæsonen altså primært har budt på sejre for O.K., så blev der rystet lidt op i stillingen, da Alle Ni tog en lidt uventet sejr i januar på hjemmebane over for håndsfavoritterne fra O.K.

”Det er bestemt ikke baner, der passer os særlig godt. Alle Ni Aarhus spillede en rigtig god kamp, så vi måtte rejse hjem med sæsonens største nederlag på 8-2,” fortæller Peter.

”Vi var noget mutte i bilen hjem, for nu var vi igen godt presset i stillingen. Vi vidste, at dagen efter ventede en meget vigtig kamp i Christiansfeld, hvor der skulle mange point på kontoen. Vi rejste os med en stærk præstation og var tilbage i top,” forklarer keglespilleren.

Holdet vandt 8-2 over Skjold dagen efter nederlaget i Aarhus.

En vinderkombination

Med mesterskabet i hus kan O.K. gå med sænkede skuldre ind til sæsonens sidste kampe. Her venter den største den 26. april, når holdsæsonen sluttes af med årets pokalfinale, der spilles i Roskilde.

”Vi stiller stærkt og sultne op efter mere succes og går benhårdt efter The Double! Vi har alle de samme ambitioner om succes, og Odense Kegleklub går efter den,” siger Peter Andersen, som sammen med holdkammeraterne har fundet formlen til succes:

”Vi er fem vidt forskellige typer på holdet med hver vores styrker. Vi har en god kombination af færdigheder, mentalitet, stærke holdopstillinger, gode til tilpasning af baner og ikke mindst tro på hinanden,” siger Peter.

Holdet består af: Keld Andersen, Daniel Mikkelsen, Katrine Saxtorff, Peter Andersen og Iben Vesterlund.

Således blev Bohle-sæsonen altså rundet af med Odense Kegleklub helt i top for tredje år i træk. Mon ikke Nyborg Kegleklub, Madsby og andre hold vil være sultne for at tage revanche i næste sæson?




 

Dansk Kegle Forbund

Idrættens Hus
Brøndby Stadion 20
2605 Brøndby
Mail: ninepin@kegler.dk

Følg os